New Zealand - onsdag den 06. februar 2013

Fra Gore til Dunedin (og verdens stejleste gade)

Tilbage

Det blev næsten som forventet en noget urolig nat. Hovedvejen mellem Gore og Invercargil holdt ikke meget nattero og et par enkelte godstog nåede også at passere i nattens løb, så for mit vedkommende blev det ikke til meget søvn efter kl. 3 - 4 stykker.

I dag var det svigermors fødselsdag og vi lagde passende ud med at drille hende med vejret, for det var overskyet og det ville der ifølge vejrudsigten være både i Gore og vores næste destinationsby Dunedin, så det hjalp lige meget.

Marie mente, at vi skulle fejre fødselsdagen ved at spise morgenmad på en cafe i Gore. Så vi pakkede sammen (det vil sige: redte sengen) og kørte de knap 3 km. ind til Gore. Byen så noget død ud og deres informationsbutik så heller ikke ud til at ville åbne, selv om det var et kvarter over tiden.

Marie fandt ud af, at der var en lille skuffe udenfor butikken med informationsfoldere om byen. Denne skuffe var meget fikst placeret i en whiskytønde, for vi befandt os også lige ved et museum for den illegale whisky produktion, der har været i New Zealand for mange år siden.

Med et kort over byen begav vi os ned af hovedgaden og frem til en cafe, der havde åbent. Her kunne vi også få lidt nødstrøm på kameraet, for vi var næsten gået helt tør. Det var alle de billeder af mos, som Marie skulle have på Milford Track ?

Efter en god omgang morgenmad, gik vi tilbage til museet, for at se udstillingen om den illegale whiskyproduktion. Der var stadig ikke åben og nu begyndte jeg at ane, at det måske var i dag, der var Waitangi dag. Der hang nemlig et skilt på døren til turistbureauet, der sagde at de først lukkede op til middag på Waitangi dag. Et opslag på Iphonen bekræftede, at Waitangi dag er den 6. februar, så vi kunne nok forvente en lidt anderledes dag i dag. Det er nemlig en national helligdag i New Zealand, hvor der blev underskrevet en national traktat for det nuværende New Zealand (i 1840).

Vi ville ikke vente 2 timer, til museet åbnede kl. 12, så vi fortsatte turen mod sydøst. Marie var så flink, at gøre et stop ved en spiritusforretning. Vi skulle lige se, om vi kunne hitte den whisky, som de serverede på museet, men ekspedienten sagde, at den kun blev serveret på museet. Lidt senere var der endnu et stop og her var vi heldige at finde en gammel18 års Milford whisky. Så var den samling, som jeg havde tænkt mig at slæbe hjem, fuldendt med 4 flasker god New Zealandsk whisky.

Efter en god time gennem bakket landbrugsområde, gjorde vi frokoststop ved en sø i Waihola. Bjergene var lige nu lagt bag os og bakkerne fladede list ud. Men på den anden side af den brune sø (brun på grund af det overskyede vejr), var der en stor rund bakke. Det blæste for kraftigt, til vi kunne sidde ude, så vi indtog vores pladser i autocamperen. Forsæderne bliver vendt og voila - en 4 personers restaurant ?

Marie arbejdede lidt i smug med at få skruet en lagkage sammen til kaffe, så vi kunne få fejret Ella behørigt. De indledende øvelser blev foretaget, mens Ella var på toilet efter frokosten.

Så fortsatte vi via "The scenic route" mod syd og senere lidt mod nordøst til Dunedin. Bakkerne dukkede op igen og da vi nærmede os byen, kunne vi godt begynde at forstå, hvordan den kan være hjemsted for verdens stejleste gade. Det var nogle heftige stigninger og fald, som autocamperen blev udsat for. Men den kørte selvsikkert direkte til Top-10 campingpladsen Aaron Lodge i Dunedin.

Vi var tidligt på færde, klokken var kun 14, så der var stadig plads til lidt udfordringer. Marie gav mig den første, efter hun havde skubbet Ella ud af autocamperen. Jeg skulle lave flødeskum ved at piske fløde i en plasticpose. Det kunne godt lade sig gøre! Ella blev glad for lagkagen og de mange Dannebrogsflag, som vi møjsommeligt havde slæbt rundt på hele ferien.

Mens vi fik kaffe, snakkede vi lidt om, hvordan vores første rundtur i Dunedin skulle se ud. Det, der var mest på tale, var et besøg på en halvø ca. 30 km. syd for byen. Her skulle det være muligt at se flere pingvinarter (bl.a. verdens mest sjældne art) og de store albatrosser (det er dem, der har svært ved at lande). Der var mange, der arrangerer ture derud, så vi sad og fedtede med diverse brochurer, for at finde den bedste tur. Nogle af turene var ret pebrede, 125 dollars for en tur ud i naturen. Det var lige i overkanten, syntes vi.

Efter et besøg i receptionen, blev vi enige om, at køre ud på halvøen i morgen formiddag. Så måtte vi se, hvad vi kom til at se af pingviner og albatrosser...

I stedet kørte vi en tur til Baldwin street, der er udnævnt til at være verdens stejleste gade. På vejen dertil skulle vi lige op over en stejl vej, der endte på toppen under en vejbro, for straks derefter at falde helt vildt. Så Marie fik prøvet autocamperens motorbremser af.

Baldwin street lå nogle kilometer nord for Dunedins centrum og på vejen derud så vi flere veje, som bestemt også var stejle. Men der var ingen tvivl om, at det var en stejl omgang på Baldwin street. Marie og jeg tog støvlerne på, for man kan ikke nøjes med bare at kigge op af vejen. Den skal da også forceres. Vi havde læst, at rekorden op og ned var 2 minutter. Vejen er ca. 350 meter lang og stigningen er på ca. 36 %. For hver 2,86 meter, stiger vejen 1 meter.

Vores solide fodtøj gjorde det en forholdsvis let opgave, at forcere vejen. I rask trav var jeg på toppen. Undervejs så jeg en af beboerne på vejen komme hjem i bil. Det var noget med at køre i fuld fart op til boligen og kaste bilen ind i garagen, der trods alt var nogenlunde vandret bygget.

På toppen af vejen havde man været så flink at placere en fontæne, så vi kunne få lidt at drikke, før vi begyndte nedstigningen igen. Nede i bunden af vejen ventede Ella og Torben og vi fortsatte vores tur ind til Dunedin. Det blev kun til en kort køretur ind i centrum, før vi satte kursen tilbage mod campingpladsen. Dunedin havde bekræftet det, vi havde læst om byen, at den kunne være hevet ud af Skotland og fløjet til New Zealand. Mange af husene lignede den typiske byggestil for Nordengland og Skotland.

Aftensmaden skulle være grillet majs og bøffer. Så vi puttede en dollar i campingspladsens grill og hældte majsene på. Da der var gået et kvarter, gik grillen ud igen. Så måtte vi jo have en dollar mere i - og bøfferne på, så det ikke gik hen og blev en større udskrivning, for at få lavet mad ?. Bøfferne var nogle flade, store nogle, så der var et par "såler" til hver. De var nu ikke seje men fine og saftige. Men ikke helt så gode som et godt stykke kød fra slagteren...

Dagen sluttede, som den var startet, med overskyet vejr. Vi havde kun set solen i et par strejf i løbet af dagen. Aftensmaden blev godt nok indtaget udenfor, da der ikke var nogen vind, men aftenskaffen trak vi indenfor, for at fortære. Ella og Marie fik en Baileys og Torben og jeg en god Tequila til kaffen.

Det virkede til, at der var ro og fred omkring os, så måske ville det blive en god nats søvn til os.